Postkort fra Madagaskar

Madagaskar er nogenlunde så langt væk, man kan komme på denne jord. Gemt og glemt mellem Mozambique Kanalen og Det Indiske Ocean.

Denne farverige ø er et lille stykke Australien og en stykke Afrika i et’ men alligevel helt sin egen. 80 % af alle planter og dyr man ser, findes kun på Madagaskar. Dette tropiske paradis har regnskove med nedbør fra 1.500 mm til 5 meter på årsbasis. Det har også tør regnskov, savanner og sletter, samt saltsøer med røde flamingoer og store arealer med ørken. Øen er 1.600 km lang og omkring 700 km bred.

Merina folket er den største befolkningsgruppe. Tydelige efterkommere af søfolk, der kom sejlende til Madagaskar fra Indonesien. Men også i forhold til befolkningen er artsvariationen stor. Ud over indoneserne, er søfarende kommet fra Malaysia, Polynesien og Filippinerne. Tag et stænk Arabere og Somalier, med et islæt af Masaifolk, så har du nogenlunde begreb om de 18 stammer på Madagaskar.

Jeg rejser blandt flere af disse befolkninger. Fra det nordlige til øst og siden til vest. Bilen bliver rød af ørkenstøv fra nedbrudte sandstensbjerge, blandet med jernoxid. Til andre tider rammer enorme, heftige regnskyl bilens tag og forsvinder i rivende vandmasser, som løber mod allerede opsvulmede floder.

Barafolket driver lige nu Zebu okser mod markedet. De ligner deres stolte brødre Masaierne.  Bilen må gøre holdt, så okserne kan komme forbi.

Betsileo i højlandet har gang i rishøsten. Andre stammer høster Ananas, Vanilje eller Peber.

Vi sejler på Madagaskars østkyst. I lange kanaler, ud til det sted, hvor havet møder flod og kanal. Fiskere sejler i små både ud over revet for at hente fisk. Når de vender hjem gennem brændingen, venter farvestålende klædte koner med kaffe. Vi spiser hummer, kæmperejer og fisk til frokost.

Vi kører i tog. En rejse der skulle vare 7-12 timer kommer til at tage 26. Toget læsser ris og bananer i så store mængder, at toget mister trækkraft. Folk går hurtigere ved siden af. Ned fra højderne er det endnu værre. Der skal bremses og bremserne bliver varme og sætter sig fast. Jeg kører på 1 klasse, men der gør åbenbart hele befolkningen, samt en plasticpose med levende høns. Stanken fra det enlige toilet er ubeskrivelig. Langs med jernbanen vinker folk og særligt børnene er elle vilde. Jeg fotograferer, men bliver efter flere hundrede ”årets foto” mæt. Jeg orker ikke mere. På billedsiden er det ret foræring at være i dette land.

Vi gør et stop, hvor en familie vasker guld og rubiner i en flod. De finder for 25 kr. om ugen. Et andet sted flokkes folk, nogle bevæbnede, omkring en mineby, hvor der graves safirer. Her er der fyldt med barer, bordeller, gæstehuse, isenkræmmere med spader og skovle, små billige restauranter og indvejningsforretninger for ædelstene. Her omsættes der for millioner, slås, hores og spilles om penge. Her bliver få rige, mens sammenstyrtede, hastigt opførte miner uden tilstrækkelig med afstivninger bryder sammen og kvæler sine ejere.

Madagaskar har en stor tradition for håndværk. Vi lader træskærerarbejder, sager lavet i bøffelhorn og klæde passere gennem vores beundrende og følsomme fingre. Lige så med flotte tasker og måtter lavet i forskellige græsser. Det er et nøjsomt samfund, som forstår at anvende hver en bid, af de muligheder de har. Selv stumper af elektriske kabler bliver lavet om til brugbare genstande. Ja, gamle sardindåser bliver også anvendt, dem bliver der lavet legetøj af.

Madagaskar har en af jordens fattigste befolkninger. Men rammerne er spektakulære. En natur og et dyreliv helt unikt. Bjerge af sand og kalksten, som bringer tankerne på Amerika og Australien med hundredvis af kilometers vidder. Insekter, reptiler og fisk fra forhistorien. Smukke farver på den ene side, men også med dominans af ler farver på den anden. Husene bygges af ovnbrændte ler sten og pudses i dybrødt eller varmt gult ler puds.

Der høstes kokoner af silke. Madagaskar har morbærtræer, men har også en vild silke lavet af kokoner fra Tapir træet. Denne silke er mere rå med en hørfarve lignende karakter.

Vi passerer begravelsespladser. Nogle er midlertidige og venter på, at den dødes sidste hvilested skal blive mere permanent. Når man dør, bliver man begravet, så længe det tager for kødet og huden at formulde. Dette tager minimum et år. Derefter holdes en begravelsesfest, hvor den døde tages frem igen. Knoglerne bliver samlet sammen, efter en lettere afskrabning med en kniv. Den dødes ben iklædes ligklæde og begraves efter 3 til 4 dages fest i sin kiste. De rigeste bliver begravet i store smukt dekorerede betonkasser, som pyntes på toppen med totempæle og Zebu oksehorn.

Vi kører med 4 hjuls trækker gennem hvidt sand langs med kysten. Her lever fattige fiskere ved smukke koralrevs strande. Kvinderne er malet i ansigtet med en gul farve, lagt som en maske.

Maden er god. Bedre end forventet. Vi benytter os af alt godt fra havet, hvor vi kan komme til det. Men menuen står også på kylling, får og naturligvis også Zebu oksekød. En af dagene rives ud af kalenderen. Vi må ned og ligge i 24 timer, med kraftig opkastninger og diare’. Så mærker man det heldigvis forbigående dødskys.

 Vi kører med oksekærre til Baobab skovene. Disse træer bærer navnet ”alle skoves moder”. Besynderlige er de. Som træer fra dinosaurussernes tid. Kronen ligner rødder, som om træerne er vendt forkert. Vi har set dem før, langs vores vej, stå som silhuetter i modlys langs med landevejen. De fleste skove er for længst fældet. Af den oprindelige skov på Madagaskar er der under 10 % tilbage. Særligt er det gået ud over Baobab træerne. I disse sol, hav og vindtørre områder er levevilkårene vanskelige. Der er kun fiskeriet og salg af trækul at leve af. Derfor står disse forhistoriske mastodonter, som vidnesbyrd om en tid der var.

Fra mit hotel ser jeg havet. Det funkler i de sidste eftermiddagstimers gyldne sollys. I det fjerne brydes bølgerne af koralrev. Små fiskerbåde sejler ind med frisk fisk. Mørket kommer hurtigt. Her er dagtemperaturerne over 40 grader, mens natten bringer en kølighed med sig båret af vinden.  En gruppe mennesker bevæger sig hen over stranden med deres fangst. En synger for, mens resten svarer med flerstemmig sang.

Mogens Sigersdal